PAK DIT GEAR OG DELTAG I GAMEBOX FESTIVAL LAN
Gamebox Festival byder indenfor til stort LAN i MCH Messecenter Herning. Du har måske hørt begrebet LAN før, men hvad betyder det egentlig? LAN står for Local Area Network, som er et lokalt netværk, hvor flere computere kobles til samme dataforbindelse. Her mødes gamere fysisk og spiller sammen online i forskellige spil og turneringer. Har du fået mod på at prøve LAN? Så læs mere herunder.
Du kan give den gas med nonstop gaming og hygge en hel weekend og se frem til at dyste i mange forskellige turneringer og sociale aktiviteter.
NPH (NetParty Herning) er partner på LAN-området til Gamebox Festival. NPH har stor erfaring med LAN fra deres egne LAN-events. De vil også stå for en masse sjove aktiviteter, så du kan godt begynde at glæde dig.
For at kunne deltage i vores LAN skal du medbringe din egen computer eller konsol, samt de spil, du har tænkt dig at spille. Computeren skal være "velkørende" og kunne sluttes til netværk via kabel.
Den typiske LAN-plads er ca. 90x75 cm. Til Gamebox Festival kan du i stedet brede dig på ca. 120x80 cm til standardpris.
LAN-billetterne inkluderer også en soveplads, så der er mulighed for at tage et hvil, hvis trætheden melder sig.
Alle er velkomne til LAN. Store som små kan blive del af fællesskabet.
Dog har vi en forventning om, at du som deltager kan tage vare på dig selv eller følges med en, der kan. Fx en forælder eller en ældre søskende.
Med en LAN-billet er du garanteret en masse hygge, god stemning og gaming kombineret med de mange aktiviteter på resten af Gamebox Festival.
Så sæt kurs mod MCH Messecenter Herning, Vardevej 1, 7400 Herning 26.-28. maj 2023. Vi glæder os til at byde dig velkommen indenfor til Danmarks største gamingevent.