Nyheder
DANMARKS STØRSTE GAMINGEVENT I FULD GANG I HERNING
arrow_backTil oversigten15. september 2023
Gamebox Festival har fredag eftermiddag 26. maj åbnet dørene til en weekend med fokus på alle former for gaming. Åbningsdagen har allerede budt på stort gameshow med verdensstjernerne fra Astralis, ligesom det rekordstore LAN med flere end 1.500 deltagere er skudt i gang. MCH Messecenter Herning summer kort sagt af gamerliv - og det fortsætter helt frem til søndag aften.
Stikkene er sat i, computerne startet op og skærmene tændt: Landets største gaming-event, Gamebox Festival, har fredag eftermiddag åbnet dørene i MCH Messecenter Herning til tre dage i gamingen og esportens tegn. En weekend med prestigefyldte turneringer, vaskeægte verdensstjerner og Danmarks største LAN på tapetet og med talks, aktivitetsområder, streams og shows i lange baner.
Stjernerne fra Astralis hører til fredagens helt store trækplastre, og der var tætpakket foran Jyske Bank Main Stage, da nogle af historiens mest vindende CS:GO-spillere kort efter åbningen stillede op til gameshow, Q&A og autografskrivning efterfulgt af en Beat the Pro-session.
Også det rekordstore LAN, der i år har flere end 1.500 deltagere, kom hurtigt i kog, og det samme gjaldt YouSee eSportligaen, der som noget nyt i år afgør alle mesterskaber under Gamebox Festival. Kvalifikationen til den prestigefyldte turnering Gamebox Invitational er også skudt i gang, og førstedagen rundes af med topunderholdning fra komiker Mads de Krak.
Det bobler kort sagt af gamer-liv på festivalens førstedag, hvor der også er godt gang i standene - eksempelvis hos DBU, Elgiganten, DR Ultra Gaming, Nintendo, Sørby Esport, Streampo1nt, Indie Game Area partnered by Ghost Ship Games, DGI og Herning Esport. Også Politiet og Forsvaret hører til de mange velbesøgte stande sammen med Aalborg Universitet og Industriens Fonds lærerige Hacking Corner.
Finaler, giveaway og DJ-show
Kadencen opretholdes de kommende dage, hvor højdepunkter tæller Elgigantens giveaway, meet and greet med de to FCM-spillere Kristoffer Olsson og Gustav Isaksen, der prøver kræfter med FIFA, finalen i DBU ePokalen, Jaxstyles DJ-show og ikke mindst finalen i Gamebox Invitational søndag.
Dertil kommer paneldebatter om cybersikkerhed og penge i gaming, underholdning ved komiker Niels Nielsen, cosplay og et væld af aktiviteter på standene - eksempelvis hos Jyske Bank, Carlsberg Sport, ChaseRace, FYRA SimSport samt Ungdomsringen og UngHernings fællesstand.
Gamebox Festival arrangeres af MCH A/S i samarbejde med main partners Jyske Bank, Elgiganten, IT Relation og Carlsberg Sport samt supporting partners DGI, DIF, Esport Danmark, Astralis, Ungdomsringen, Dansk Firmaidrætsforbund, HLTV og NetParty Herning samt technical partner DLX.