Nyheder

PORSCHE ESPORTS CARRERA CUP DENMARK AFGØRES TIL GAMEBOX FESTIVAL

arrow_backTil oversigten

15. september 2023

Danmarksmesteren i det officielle danske motorsportsmesterskab, Porsche Esports Carrera Cup Denmark, kåres i et TV-transmitteret liveevent til Danmarks største gamingfestival, Gamebox Festival, i MCH Messecenter Herning 23. april.

Der er lagt i kakkelovnen til et brag af en finale, når sidste afdeling af Danmarksmesterskabet i digital motorsport, Porsche Esports Carrera Cup Denmark, afvikles i forbindelse med Gamebox Festival 23. april. Festivalen finder sted i MCH Messecenter Herning, hvor det for første gang bliver muligt at overvære det digitale racerløb som tilskuer. TV-vært Felix Smith vil sammen med racerkører Jan Magnussen underholde publikum, mens kommentatorerne fra TV 2 SPORT kommenterer de to løb live.

Udover at overvære løbet på store skærme vil man kunne følge seriens bedst placerede kørere på tætteste hold, da de vil dyste side om side i deres simulatorer direkte på scenen. Og der bliver noget at kæmpe om, da der for anden sæson i træk dystes om en samlet præmiepulje på 100.000 kroner. Sidste års vinder, Mikkel Gade fra FYRA SimSport, er med to resterende afdelinger igen blandt favoritterne til mesterskabet.

– Vi er begejstrede over at være en del af Danmarks største gamingfestival og glæder os til for første gang at kunne involvere tilskuere i Porsche Esports Carrera Cup Denmark. Der er ingen tvivl om, at serien byder på al den action og spænding og tætte kampe, som der skal til for at underholde et livepublikum, så vi har store forventninger til eventet og glæder os i det hele taget til at præsentere vores mærke for et ungt og tech-orienteret publikum, lyder det fra marketingchef hos Porsche Danmark, Ann-Sophie Dam.

Gamebox Festival fylder 30.000 kvadratmeter i MCH Messecenter Herning og byder indenfor til en verden af esport og gaming. Eventen henvender sig til alle, uanset om man er rutineret gamer, nybegynder eller forælder og byder på seks forskellige aktivitetsområder. Her kan de besøgende dyste mod venner og idoler, overvære professionelle showkampe, opleve det nyeste gaminggear, høre interessante foredrag, købe merchandise og meget andet.

Gamebox Festival finder sted 22.-24. april, og finalen i Porsche Esports Carrera Cup Denmark afvikles i Hal M lørdag 23. april fra klokken 20.30. Udover at opleve de to finaleløb vil man hele weekenden også kunne prøve en tur i én af de opstillede racersimulatorer hos Porsche, der har en stand på festivalen.

Billetter købes direkte på festivalens website.

keyboard_arrow_up