Nyheder
GAMEBOX FESTIVAL ER I FULD GANG I HERNING
arrow_backTil oversigten15. september 2023
Fredag blev dørene for første gang åbnet til Danmarks nye, store esport- og gamingevent, Gamebox Festival, der over tre dage inviterer til en bred vifte af store turneringer og aktiviteter for såvel prospillere, rutinerede gamere som nybegyndere, deres forældre og familier. Førstedagen bød blandt meget andet på direkte duel mellem FCM-stjerne Evander og Astralis-verdenstjerne ”Teca” samt standup med Mark le Fêvre.
Fantasifulde karakterer – såkaldte cosplayere – vandrede rundt imellem sportsklædte prospillere, kendte streamere og gamere, da der fredag eftermiddag for første gang blev sat strøm til Gamebox Festival: Et 30.000 kvadratmeter stort gamingunivers i MCH Messecenter Herning spækket med aktører fra branchen, der weekenden igennem inviterer til gamingaktiviteter og turneringer af enhver art.
De besøgende – børn og unge som forældre – slog sig på førstedagen løs i arkademaskinerne, i racersæderne, ved gamingstationerne, ligesom festivalens LAN-område også var et tilløbsstykke af de store med flere turneringer og pengepræmier på højkant. Storscenen, Main Stage, var også et trækplaster med både Minecraft-showet Minebox, direkte FIFA-opgør mellem FCM-stjerne Evander og Astralis-verdenstjerne "Teca" samt humoristiske indspark fra komiker Mark le Fêvre.
Af store turneringer kan besøgende de tre dage igennem blandt andet opleve verdens største 1v1-turnering i League of Legends – Red Bull Solo Q, velgørenhedsturnering med deltagelse fra 14 danske eSuperligaklubber, sæsonfinale i ecykling, danmarksmesterskab i digital motorsport – Porsche Esport Carrera Cup, ligesom de første danske mestre i DBU eFodbold skal findes. Der er stor CS:GO-turnering, FIFA-turnering, Fortnite, Minecraft-show og meget, meget mere på programmet.
Samtidig kan besøgende hele weekenden igennem komme helt tæt på stjernerne og blive klogere på gaminguniverset, når prominente aktører fra branchen deler guldkorn fra Talksscenen om alt fra gamerkultur til gode rolleforældre, ligesom producenter og forhandlere præsenterer et væld af nyt gear.
Gamebox Festival arrangeres i samarbejde med main partners Jyske Bank, Elgiganten, hummel, Carlsberg Sport og IT Relation samt supporting partners DGI, DIF, Esport Danmark, Astralis, Ungdomsringen, Dansk Firmaidrætsforbund, HLTV og NetParty Herning.